Fra fars fem får til et af Skandinaviens største fårebrug

Fårebruget er historien om en succes. En succes, som fra en meget spæd start-  med kun fem får – har udviklet sig til et moderne, veldrevet fårehold, som nu er et af Skandinaviens største fårebrug.

Vibygård Lam er stiftet af fåreavler Frank Hansen, som blev fåreavler ved lidt af et tilfælde. For små 30 år siden købte Frank Hansen en landejendom med lidt jord til. Frank Hansens far fandt ud af, at han da kunne have fem får gående på sønnens jord. Og da farens fem får nu gik der, så kunne Frank Hansen også ligeså godt selv få fem får, konkluderede han. Kun som en hyggelig hobby, naturligvis. Det gik dog vældig godt med fårene, og Frank Hansen fik større og større interesse for dyrene, som der snart blev flere af. Frank Hansen lærte sig selv at klippe sine får, og ret hurtigt begyndte han at tage ud og klippe får for andre fåreejere.

Frank Hansen med en lille del af sin besætning 

Imens voksede besætningen derhjemme, og Frank Hansen besluttede at sige sit job op for at arbejde professionelt med fårene. Et hårdt job, som er mere end fuldtids – ikke mindst når fårene skal læmme – føde lam – for det sker døgnet rundt – også om natten, og så skal fåreavleren være der og sikre at alt går godt. Senere kvittede også Frank Hansens kone, Charlotte Delfs, sit job og kom med i fårebruget på fuld tid. Også fårehunde, af racen Border Collies, kom til, eftersom det er umuligt at flytte og arbejde med mange får uden hjælp fra effektive fårehunde. I en del år var Frank Hansen og Charlotte Delfs alene om fårene, efter nogle år dog med hjælp udefra i fårenes læmmesæson.

begyndelsen havde Frank Hansen besluttet, at han ville producere kvalitetslam, og at det skulle ske under hensyntagen til dyrenes velfærd. Gennem alle årene har Frank Hansen således – på alle områder af sit fårehold - haft kvalitet som førsteprioritet – og det er måske baggrunden for, at det er gået så godt.

I hvert fald har Frank Hansen hele tiden, støt og roligt, kunnet udvide sin besætning. 

 

Vibygård Lam er nu et af Skandinaviens største fårehold med over tusind får, som hvert år får, et par tusinde lam af bedste kvalitet. Frank Hansen har således får og lam gående på græs over det meste af Sjælland. 

Der er dog næppe tvivl om, at Frank Hansen ikke – for små tyve år siden – havde forestillet sig, at en håndfuld får i baghaven ville udvikle sig til et af de største fårebrug i Skandinavien, men sådan er det altså gået.